I grøntsagsdyrkningens verden er selleri en værdsat, men følsom afgrøde, hvis succesfulde dyrkning kræver betydelig ekspertise og opmærksomhed. For at opnå en rigelig høst er det afgørende at have et præcist kendskab til de sygdomme og skadedyr, der truer planten, samt at bekæmpe dem effektivt og rettidigt. Patogener og skadedyr kan ikke kun reducere høstens mængde, men også forringe dens kvalitet og markedsværdi betydeligt, og i alvorlige tilfælde endda føre til hele bestandens død. Derfor er forebyggelse og anvendelse af integrerede plantebeskyttelsesstrategier afgørende for enhver selleri-avler, der ønsker at drive en succesfuld og bæredygtig virksomhed på lang sigt. I det følgende præsenterer vi i detaljer de vigtigste svampe-, bakterie- og virussygdomme i selleri, samt de dyreskadedyr, der udgør den største udfordring under dyrkningen.
Svampesygdomme: den usynlige fjende
Under selleridyrkning udgør svampesygdomme et af de hyppigste og mest skadelige problemer, som under optimale forhold kan sprede sig ekstremt hurtigt. Høj luftfugtighed, tæt plantebestand og moderat varmt vejr skaber ideelle betingelser for formering og infektion af patogene svampe. Disse sygdomme kan ikke kun angribe løvet og reducere det fotosyntetiske areal, men også knolden, hvilket fører til opbevaringsproblemer og betydelige økonomiske tab. Forebyggelse, såsom anvendelse af sædskifte og sikring af passende planteafstand, er af grundlæggende betydning for at minimere risikoen for svampeinfektioner.
En af de mest betydningsfulde svampesygdomme er selleribladpletsyge (Septoriaapiicola), som kan forårsage alvorlig skade på løvet. De første tegn på infektion viser sig på de ældre, nederste blade i form af små, gulgrønne pletter, som senere bliver brune, dør, og i midten af dem bliver små, sorte prikker, svampens formeringslegemer (pyknidier), synlige. Patogenet spredes med inficeret frø, planterester og regnstænk, så regnfulde perioder er særligt gunstige for udviklingen af epidemier. Som følge af sygdommen reduceres plantens løv betydeligt, hvilket sker på bekostning af knoldudviklingen og i sidste ende drastisk reducerer høstens mængde og kvalitet.
Sellerirust (Pucciniaapii) kan også forårsage alvorlige problemer med karakteristiske symptomer primært på blade og bladstilke. Som følge af infektionen opstår der små, hævede, rustbrune pustler (uredosori) på plantens grønne dele, hvorfra svampens sporer frigives og inficerer bestanden yderligere. Sygdommen forringer plantens assimilationsevne, svækker den og reducerer markedsværdien, da rustplettet løv gør sellerien usælgelig. Patogenet overvintrer på inficerede planterester, så efterårsjordbearbejdning og ødelæggelse af afgrøderester er afgørende for at forhindre infektion det følgende år.
Blandt de jordbårne patogener skiller fusarium-rod- og knoldråd (Fusariumoxysporum f. sp. apii) sig ud, som inficerer planten gennem rodsystemet og knolden. Sygdommen starter med, at planten visner og gulner, hvilket senere fører til hele plantens død, især i varme, tørre perioder. Når knolden skæres over, kan der observeres en brunlig misfarvning af ledningsstrengene, hvilket er et klart tegn på infektion. Da patogenet kan forblive smitsomt i jorden i mange år, er grundlaget for bekæmpelse et strengt sædskifte, opretholdelse af en sund jord og valg af resistente sorter, hvis de er tilgængelige.
Udfordringer ved bakterie- og virusinfektioner
Ud over svampesygdomme udgør bakterier og vira også en alvorlig trussel mod selleriafgrøder, og de forårsager ofte mere luskede og sværere håndterbare problemer. Disse patogener kan forårsage systemiske infektioner, der svækker hele planten, og bekæmpelsen af dem er ofte begrænset til forebyggelse, da der findes få effektive midler mod en allerede etableret infektion. Forskellige vektorer, såsom insekter, eller mekaniske skader, der åbner en port for patogenerne, spiller ofte en rolle i deres spredning. Hygiejne, skadedyrsbekæmpelse og brug af infektionsfrit formeringsmateriale er derfor afgørende for succes.
Blandt bakteriesygdommene er blødråd, oftest forårsaget af bakterien Erwiniacarotovora, den mest ødelæggende. Infektionen trænger typisk ind i planten gennem sår (insektbid, hagl, dyrkningsskader), hvor den forårsager en hurtig, vandet, slimet råd af vævene, ledsaget af en ubehagelig lugt. Sygdommen kan forårsage enorme skader især under opbevaring, hvor en enkelt inficeret knold på kort tid kan føre til ødelæggelse af hele partiet. For at forhindre dette bør man undgå at beskadige planterne under høst og transport samt sikre korrekte, kølige og velventilerede opbevaringsforhold.
I paletten af virussygdomme er sellerimosaikvirus (Celery Mosaic Virus, CeMV) en af de vigtigste patogener. Symptomerne på en virusinfektion kan være varierede: der kan observeres karakteristiske mosaikpletter på bladene, åreafklaring, dværgvækst og deformation af bladene. CeMV spredes primært af bladlus på en ikke-persistent måde, hvilket betyder, at virussen kan overføres øjeblikkeligt fra den ene plante til den anden under sugning. Rygraden i bekæmpelsen er derfor en konsekvent bekæmpelse af bladlus, bekæmpelse af ukrudt som virusreservoirer og plantning af garanteret virusfri planter.
Selleri kan også trues af andre vira, såsom agurmosaikvirus (Cucumber Mosaic Virus, CMV), som også spredes af bladlus og forårsager lignende symptomer. Bekæmpelse af vira er en kompleks opgave, der omfatter bekæmpelse af vektorer, øjeblikkelig fjernelse og ødelæggelse af inficerede planter fra bestanden samt kampen mod ukrudt på og omkring marken. Forædling af resistente sorter kan være en langsigtet løsning, men i øjeblikket spiller forebyggende landbrugstekniske og plantebeskyttelsesforanstaltninger hovedrollen. Ved konsekvent at anvende god praksis kan risikoen og skaderne fra virusinfektioner reduceres betydeligt.
Mangfoldigheden af dyreskadedyr
Selleriplanten kan i vækstsæsonen angribes af adskillige dyreskadedyr, som ved at beskadige forskellige dele af planten forårsager direkte og indirekte tab. Nogle skadedyr gnaver eller suger på løvet, hvilket reducerer det fotosyntetiserende areal, mens andre beskadiger rodsystemet eller knolden, hvilket forringer vand- og næringsoptagelsen samt afgrødens lagerevne. De skader, der opstår som følge af deres gnav, udgør desuden en sekundær infektionsport for svampe- og bakteriepatogener. Effektiv bekæmpelse af skadedyr er baseret på regelmæssig bestandsovervågning og præcis identifikation af skadedyrene.
Et af de mest karakteristiske og irriterende skadedyr er sellerifluer (Euleiaheraclei), hvis larver minerer i bladene. Hunfluen lægger sine æg på oversiden af bladet, og de klækkede larver borer sig ind mellem bladpladens to epidermis-lag, hvor de gnaver karakteristiske, stadigt bredere gange eller miner. Disse miner er i starten lysegrønne, bliver senere brune og dør, og ved en alvorlig infektion kan hele løvet blive ødelagt. Bekæmpelsen bør times til fluernes sværmning; ved at opsætte gule limfælder kan man overvåge sværmningens start og intensitet, hvilket kan bruges til at bestemme det optimale tidspunkt for en plantebeskyttelsesbehandling.
Bladlus (Aphididae arter) er et af de mest almindelige og skadelige sugende skadedyr på selleri, som kan danne enorme kolonier på undersiden af bladene og på unge skud. Med deres sugning svækker de planten, forårsager deformationer og gulfarvning, men deres indirekte skade er endnu større: de udskiller honningdug, hvorpå sodskimmelsvamp etablerer sig og hæmmer fotosyntesen, og de spreder også talrige vira, herunder sellerimosaikvirus. I biologisk bekæmpelse spiller deres naturlige fjender, såsom mariehøns og guldøjer, en stor rolle, men ved en kraftig infektion kan det være nødvendigt at anvende selektive insekticider.
Listen over skadedyr fuldendes af jordboende og andre skadedyr, som også kan udgøre et alvorligt problem. Nematoder, især rodgallenematoder (Meloidogyne arter), hæmmer plantens udvikling ved at forårsage galler på rødderne, hvilket fører til visnen og dværgvækst. Under varme, tørre forhold kan spindemider (Tetranychidae arter) formere sig på bladene, og deres fine spind og sugning forårsager gulfarvning og bronzefarvning af løvet. Derudover forårsager smelderlarver kvalitetsskader ved at gnave i knolden, og snegle udgør primært en trussel mod unge kimplanter og fugtigt løv.
Integreret plantebeskyttelse og forebyggelse
Integreret plantebeskyttelse (IPM) er en kompleks, miljøbevidst tilgang, der sigter mod at håndtere alle de plantebeskyttelsesproblemer, der opstår i selleridyrkning, gennem en rationel kombination af de tilgængelige metoder. Målet med denne strategi er ikke at udrydde skadedyr og patogener fuldstændigt, men at holde deres population under en økonomisk skadetærskel, som ikke længere forårsager betydelige høsttab. Grundlaget for IPM er forebyggelse, regelmæssig overvågning og omhyggelig overvejelse af indgreb, med prioritet for miljøvenlige løsninger. Denne holistiske tilgang sikrer en langsigtet bæredygtig og økonomisk selleridyrkning.
Grundlaget for bekæmpelsen er landbrugstekniske og mekaniske metoder, hvormed vi kan skabe ugunstige betingelser for patogener og skadedyr. Det vigtigste er at overholde et korrekt sædskifte og undgå at dyrke skærmblomstrede planter efter hinanden, hvilket bryder sygdommenes livscyklus. Dyb pløjning hjælper med at vende inficerede planterester ned i jorden, og en god jordstruktur og god dræning reducerer risikoen for jordbårne svampe. Det er af grundlæggende betydning at bruge certificeret, bejdset, garanteret sygdomsfrit frø og sunde kimplanter ved dyrkningens start.
Biologisk bekæmpelse indebærer brug af levende organismer til at regulere skadedyrspopulationer, hvilket spiller en stadig større rolle i moderne plantebeskyttelse. Dette omfatter beskyttelse og fremme af formeringen af skadedyrenes naturlige fjender, såsom mariehøns, guldøjer og rovtæger, ved at etablere blomstrende striber på og omkring marken. Derudover kan der anvendes specifikke, kommercielt tilgængelige biopesticider, som f.eks. er baseret på bakterien Bacillusthuringiensis eller svampen Beauveriabassiana, og som virker selektivt på bestemte skadedyrsgrupper, mens de skåner nyttige organismer.
Kemisk plantebeskyttelse er det sidste, men om nødvendigt uundgåelige, element i den integrerede strategi. Brugen af plantebeskyttelsesmidler skal altid være baseret på en præcis diagnose, prognose og en vurdering af skadetærsklen. Det er vigtigt at vælge det rigtige, målrettede præparat, at overholde brugsanvisningen, doseringen og karenstiderne strengt for at beskytte fødevaresikkerheden og miljøet. For at forhindre udviklingen af resistens er det afgørende at skifte (rotere) bevidst mellem aktive stoffer med forskellige virkningsmekanismer, hvilket sikrer den langsigtede effektivitet af kemisk bekæmpelse.
